Om dette arrangement
Smag på Iran
Vi sørger for et lækkert iransk inspireret måltid, som vi nyder sammen ved langborde. Det er Maria Arianfar, der laver maden og undervejs kommer hun også med små facts og historier om den mad, der bliver serveret.
Efter måltidet vil Ahmad Joumaa fortælle om Iran og kampen for frihed. Iran er en mosaik af forskellige kulturer, religioner og etniciteter. Landet huser mere end 87 millioner indbyggere og kan trække sine historiske rødder tilbage til år 500 før Kristi fødsel, hvor Cyrus den Store grundlagde det første persiske rige med den eventyrlige hovedstad Persepolis. Iran er kendt for sine store visdomsdigtere, håndlavede tæpper og en storslået og varieret natur.
Trods Irans historiske og kulturelle rigdom er landet i dag mest kendt for sit politiske styre som kom til magten under den islamiske revolution i 1979. Revolutionen ændrede landet fra at være en nær allieret til Vesten og USA til en del af, hvad George Bush kaldte ’Ondskabens Akse’. Denne drastiske forandring har medført, at vi i dag anskuer Iran som et land styret af religiøse fanatikere, og dermed har vi glemt landets mange nuancer og deres bidrag til vores fælles civilisation.
I dette foredrag dykker vi ned i de historiske begivenheder, der har formet det moderne Iran, for at forstå denne ændring og få et indblik i de kulturelle, politiske og sociale udfordringer, nutidens iraner oplever.
Derefter vil Maria Arianfar, som er vokset op i Iran, men nu bosat i Danmark, fortælle om hendes personlige historie og det land hun kender så godt.
Program:
17.45: Dørene åbner
18.00-19.00: Fællesspisning
19.00-19.15: Pause
19.15-20.00: Foredrag v. Ahmad Joumaa
20.00-20.15: Personlig historie fra Iran
20.15-20.25: Pause
20.25-21.00: Spørgsmål og kommentarer